Sådan starter du selv:
Foredrag ved Abelone Glahn
Derefter: Mød et par af bogens modige selvstændige
Tirsdag den 31. marts 2009
Børsens Forlag, København
15.00 -16.30
Pris : 250.- kr
Inklusiv et eksemplar af bogen
Du er velkommen til at deltage i den efterfølgende reception for bogen.
Tilmeld her.
• Bestil bogen og få tilsendt på udgivelsesdagen »
Pris 250.- plus porto
Abelone Glahn © 2009 • Privacy Policy • Terms of Use
Her er korte uddrag fra hver af de interview, som bogen indeholder:
– Min nærmeste ven rådede mig fra en opsigelse: »Hvad vil du
så lave, når du bliver rigtig gammel? Lige nu har du en god
position – den mister du jo. Hvad er det egentlig, du vil opnå
med at sige op?«
Det er jo dét, jeg skal til at finde ud af. Foreløbig har jeg mest
tænkt på, hvad jeg ikke vil. Jeg ønsker jo at bruge den journalistik,
jeg har arbejdet med i så mange år, og den kommer ikke
til fuld udfoldelse, der hvor jeg er. Ikke fordi den ikke kan, men
fordi det bare ikke sker. Jeg har fået 15 måneder forærende til at
tænke over, hvilken kurs jeg skal følge nu.
Jeg er i gang med at oprette hjemmeside og indrykker snart
en annonce i journalisternes fagblad, hvor jeg vil bekendtgøre
min beslutning på en ikke helt almindelig måde for at skabe lidt
opmærksomhed, og så skal jeg til at genfinde mine gamle kontakter.
Jeg er ikke bange for, at mit netværk er dødt, eller at jeg er
glemt derude. Tværtimod. Jeg har tæt kontakt med fotografer
fra hele verden og især til mange af de unge herhjemme i kraft
af mine undervisningsopgaver.
Lige nu er jeg som båret af en eufori over mit valg. Det er 23
år siden, jeg var freelancer sidst, og jeg ved, at overlevelsen kun
er et spørgsmål om ’dadler’. Jeg føler det nok lidt på samme
måde som kvinder, der finder ud af, at de skal have børn i en
sen alder. Jeg har set for mange af mine kolleger gå i stå ved
pc’en. Jeg kan også fornemme, at jeg selv rent fagligt trænger til
at blive slået lidt i røven. Og det glæder jeg mig til.
Interview 2
Det skulle ikke påvirke levefoden, at jeg gik selvstændig
I min partnerkontrakt stod, at jeg skulle trække mig tilbage som
60-årig. Jeg kan ikke huske nogen partner, der blev ved så
længe, de er typisk stoppet som 57-58-årige. De fleste er ikke
gået over i andre job, men er blot holdt op. Men jeg havde ikke
lyst til at komme i den situation. Det er jo ingen alder at være 58.
Mange af dem var glade for at stoppe, men jeg lagde mærke
til, at når man talte med dem, sagde de tit: »Bare jeg havde gjort
det ti år tidligere.« Det havde slidt på dem at fortsætte i konsulentræset,
og de kunne sagtens undvære det og havde det
faktisk ret sjovt nu, hvor de så var erhvervsaktive på andre
måder. De har for mig været eksempler, som illustrerede, at jeg
ikke skulle være nødt til at blive hængende.
Det kan være lidt ureflekteret at gå på arbejde hver dag. Det
var de samme ting, jeg gjorde, men jeg gjorde bare mere af dem.
Det hedder rutine. Det kedede mig, og virksomheden kunne
heller ikke være tjent med, at jeg havde den fornemmelse.
Jeg husker, at jeg i en ferie tænkte, at jeg måske godt kunne
bidrage til at udvikle mit gamle firma videre, men at firmaet
ikke nødvendigvis ville udvikle mig. Det skulle jeg måske selv
tage hånd om.
Vil de betale for unik kompetence?
Jeg er specialist på noget, som ikke ret mange andre kan. Jeg
kombinerer supervision med faglig udvikling – nu om dage
ville det hedde coaching – og så kan jeg hele den kommunale
sagsbehandling og har stort indblik i organisatoriske og ledelsesmæssige
forhold.
I det sociale og pædagogiske felt arbejder de fleste selvstændige
udelukkende med supervision, alene som den professionelles
relation til klienten, hvor jeg stort set ikke arbejder med
dette mere, men snarere med at styrke det fagprofessionelle
med viden og metoder og systematikker i en ledelsesmæssig,
socialpolitisk og organisatorisk kontekst.
Samtidig er min faglige styrke og interesse også at kunne
dokumentere indsatser. Det er et meget nyt felt, som ikke mange
dækker. Kan man dokumentere især den økonomiske effekt af
en indsats, så kan man dokumentere, hvilke investeringer der er
behov for. Med andre ord kan jeg hjælpe dem med at bruge
pengene fornuftigt.
Jeg vidste, at strukturreformen ville medføre, at de store
kommuner selv ville lave deres egne udviklingsafdelinger, men
de kommuner, der skulle slås sammen, ville have brug for sådan
en som mig, især i overgangsperioden, men også fremover,
fordi de ikke skal have en afdeling selv.
Men jeg vidste ikke rigtig, at jeg havde et forretningsområde.
Jeg havde bare tænkt, at den kompetence havde jeg, og den var
der nogen, der kunne bruge. Noget andet var, om de indlysende
kunder også kunne tænke sig at betale for det.
Blev syg
Da banken spurgte, om jeg kunne tænke mig at starte BOLIGmægleren
i Kgs. Lyngby, og jeg begyndte at tænke over, hvordan
det kunne forme sig, syntes jeg samtidig, jeg fik en slags
astma. Jeg tog ned til lægen, men han kunne ikke høre noget på
mine lunger. Jeg blev sendt på lungeklinikken, der på et røntgenbillede
konstaterede, at der var noget rigtig galt. Det var i
november for et år siden, og jeg kom derefter gennem det, der
kaldes et udredningsforløb.
Jeg vidste ikke, hvad diagnosen ville være, så jeg turde ikke
sige ja til at skrive under på diverse papirer. Udredningsforløbet
var langt. Først tre måneder efter fik jeg at vide, at de havde
fundet en kræftsvulst inde ved hjerte og lunger. Det er en sjælden
kræftform, men den var ikke aggressiv, og de mente, at de
kunne operere den ud. Det var en stor lettelse at få en diagnose,
og jeg blev opereret 14 dage efter.
Men jeg følte, at tæppet blev revet væk under mig. Sygdommen
kom det år, hvor min yngste datter skulle til studentereksamen,
og min far døde, ugen inden jeg fik den endelige diagnose.
Jeg overvejede at kaste håndklædet i ringen, for hvis jeg
skulle igennem strålebehandling og kemo, var jeg nødt til at
vente med at starte. Da jeg fik at vide, at jeg ikke skulle have
efterbehandling, tænkte jeg: »Jeg gør det sgu bare.« Man bliver
ikke mere syg af at arbejde eller beskæftige sig med noget, man
kan lide. Man har jo ikke noget at miste. Jeg synes, det er imponerende,
at min partner og min bank turde satse og vente på
mig. I dag går jeg til kontrol hver tredje måned.
Noget overraskende går det måske netop på grund af finanskrisen
bedre for Dorrit West, der oplever, at flere virksomheder,
også de små, kontakter hende med henblik på mediation. Hendes
eget bud på en forklaring er, at man måske har haft en smid-
væk-kultur, fyret en medarbejder eller en kompagnon, hvis der
var knas i samarbejdet, mens man nu hellere vil prøve at udvikle
samarbejdet og få det til at fungere frem for at skilles.
Også inden for den offentlige sektor er der mere fokus på
personlige coaches til ledere og for konfliktmægling, og Dorrit
West fornemmer, at hun kan ligge i en positiv slipstrøm af finanskrisen,
hvis hun forstår at gribe disse muligheder.
Også hun oplever, at det er en fordel at være mere grå i
toppen end ’dem på 35 med smarte løsninger’. Så sent som
dagen inden vores sidste samtale oplevede hun på en messe, at
hendes alder var et plus, fordi hun leverer ydelser omkring
lederudvikling, der er følsomt og personligt; folk kom til hende
og sagde, at det var rart at møde nogen, der havde erfaring og
’havde været der selv’.
På spørgsmålet om, hvorvidt bekymringerne for, at hendes
’bad standing’ skulle udgøre en risiko for ikke at få kunder, er
blevet gjort til skamme, svarer Dorrit West:
– Jeg har godt gang i opgaverne og har tilfredse kunder. Jeg
er taknemmelig for, at jeg har været i stand til at bruge mine
dyrt købte erfaringer med konflikter og ledelsesansvar konstruktivt
og har haft modet til at starte for mig selv. Jeg er stolt
af, at jeg har haft en positiv indflydelse på de ledere og arbejds-
pladser, jeg som selvstændig har haft kontakt med. De fortæller,
de har fået mere selvtillid og handlekraft. Det gør mig glad.
Forholdet til den økonomiske usikkerhed tager hun mere
roligt nu:
– Jeg har tænkt over at sammenligne det at være selvstændig
med at være studerende – der er meget lidt obligatorisk, man
skal følge, og derefter er det op til dig selv at prioritere, hvad du
vil bruge tiden til. At være studerende husker jeg som en dejlig
tid, hvor man var uafhængig og blev udfordret, og den økonomiske
usikkerhed var et livsvilkår, man indordnede sig under.
Jeg giver det tre år
Jeg har ikke på noget tidspunkt forestillet mig, at jeg skal blive
rig på dette. Jeg har sagt til mig selv, at der skal noget ind, der
minder om 10.000 om måneden for at få mig til at fortsætte.
Ellers er der for meget arbejde til for få penge. Det betyder ikke,
at jeg holder op med at lave keramik, kun at jeg ikke vil betragte
det som en levevej.
I dag betragter jeg keramikken som mit fuldtidsjob. Jeg har
givet mig tre år til at finde ud af, om det kan hænge sammen –
og det kan det ikke på nuværende tidspunkt. Hvis jeg efter de
tre år synes, det kan bære, forsætter jeg, og hvis ikke, finder jeg
et arbejde og kører keramikken ned på hobbyplanet igen.
Men hvad er egentlig hobbyplan? Allerede mens jeg arbejdede
på biblioteket, producerede jeg keramik. Jeg havde 30 timer
på biblioteket, og jeg brugte 20 timer herhjemme. Det føles
forkert at bruge ordet hobbyplan. Det er ligesom med en maler
eller musiker – selv om man ikke laver koncerter, kan man ikke
lade være med at spille. Håndværket er en del af en selv.
Jeg vil altid arbejde med keramik, det kan jeg ikke lade være
med.
Interview 7
At være midlertidigt tilknyttet en virksomhed giver stor
bevægelsesfrihed
Birte Sundbye, begyndt 2006
Interim manager frem for konsulent
At være fri agent eller interim manager passer mig bedre end
egentligt konsulentarbejde. For det er en mellemting mellem
konsulent og fastansættelse. Når du kommer ud på et interim
manager-job, har virksomheden et udtalt, erkendt behov. Arbejder
du som konsulent, skal du derimod først overbevise virksomheden
om, at den har et behov for din ydelse. Og bagefter
er du yderligere helt og fuldstændig dig selv på arbejdspladsen.
Du får ikke de samme ressourcer til rådighed, som du gør, når
du kommer ind som interim manager.
Nogle konsulenter har aldrig selv været ansat, og den form
for konsulent kan jeg aldrig blive. Hvis jeg nogen sinde skulle
arbejde som klassisk konsulent, ville det kun kunne fungere for
mig, hvis jeg kom ind i en konsulentgruppe, der sælges ind på
samme måde som interim managere.
Selv om jobbet som interim manager kan indebære noget,
der ikke er optimalt, så bevirker dét, at jobbet kun skal udfyldes
i en periode; du kan selv beslutte, hvor lang den periode skal
være, og du accepterer at leve med ting, som du ellers ikke ville
kunne leve med dag ud og dag ind.
Det giver simpelthen nogle frihedsgrader til at kunne sige:
»Det lyder spændende,« og så leve med ulemperne. Jeg holdt
det ene sted om fredagen og begyndte om mandagen det næste
sted. Virksomheden havde spurgt, om jeg ville blive, men da
havde jeg allerede påtaget mig en anden opgave og ville gerne
videre. Nogle kan ikke forstå dette og spørger mig, hvordan jeg
dog kan gå fra den ene opgave direkte til den næste, men det
bekommer mig godt.
Der er generelt andre forventninger til en interim manager –
og man er i øvrigt så dejligt fri for den enkelte virksomheds
kontorintriger, når man kun er der i en periode.
Interview 8
Pensionen gjorde, at jeg kunne starte helt roligt c 118
Pensionsudregningen hjalp
Jeg har aldrig været medlem af en a-kasse; jeg traf tidligt en
beslutning om, at jeg ikke ville være arbejdsløs, højst måske
kortvarigt indtægtsfri. Så jeg har slet ikke gjort mig efterlønsovervejelser.
Til gengæld har jeg regnet på mine pensioner,
da jeg begyndte overvejelserne om at starte for mig selv, og de
viste sig at kunne danne et udmærket fundament.
Da jeg som ung blev statsansat, blev jeg tvunget ind i en
pensionsordning. Det var jeg ikke særlig vild med dengang,
men jeg holdt dog fast i pensionsordningen, som jeg blev ved
med at indbetale til. Et eller andet må have sagt mig, at det var
noget, jeg skulle holde fast i.
Da jeg så nærmede mig de 60, begyndte jeg at regne på,
hvornår jeg kunne tillade mig at gå på pension. Jeg gik ned i
min bank og bad om hjælp til udregningen. Dagen viste sig at
være meget nærmere, end jeg havde forestillet mig. Det viste
sig, at jeg var økonomisk uafhængig, når jeg blev 62. Som pensionist
skal man ikke betale arbejdsmarkedsbidrag og pensionsbidrag.
Det er blandt andet årsagen til, at det økonomiske behov
er lavere.
Denne dag, der tidligere lå et ukendt sted ude i fremtiden,
blev pludselig synlig. Det blev en nærværende dato, som jeg
kunne begynde at operere med. Jeg var velsignet med en god
pensionsordning, som både tilgodeså børn og hustru, og hvis
jeg lagde den sammen med ATP og folkepension, så det rigtig
godt ud. Jeg blev også overrasket over, hvor god banken var til
at rådgive.
Jeg har foreløbig ingen anden ambition med firmaet, end at
det gerne må løbe rundt. Omsætningen er endnu for lille til, at
jeg har kunnet hente en egentlig løn ud af lampefirmaet, men
firmaet bidrager med dækning af diverse omkostninger. Selvfølgelig
er jeg også privilegeret af, at min kone har en god løn.
Men mit udgangspunkt har hele tiden været, at det ikke måtte
gå ud over børnene og hende, at jeg ville gå på pension. Vi
skulle ikke gå ned i levestandard, fordi jeg ikke havde lyst til
fast arbejde.
Interview 9
Man ser pludselig nogle nye sider af den anden
Mand og kone-firma
Jukka: Det har været vigtigt for succesen, at vi bor og arbejder
samme sted og er mand og kone.
Det var lidt besværligt lige i starten, og det kan stadigvæk
drille lidt, især med at få fordelt rollerne og finde ud af, hvor
hver vores kompetencer er stærkest, uden at det går ud over
forholdet. Vi skulle gerne slippe for såret stolthed og ægteskabeligt
fnidder. Det kan være svært at erkende, at den ene er
bedre til en ting end den anden, uden at der går skår af hinanden.
Vi har arbejdet på at få kørt hinanden i stilling, der hvor vi
var stærkest hver for sig. Jeg tror, vi kunne være kommet lettere
igennem den fase, hvis vi havde fået professionel hjælp til at
definere hver vores kompetencer. Der har vi haft nogle opslidende
konflikter. Jeg har været vant til at sidde i en ledende
rolle og uddelegere, sætte økonomi på og sende opgaver videre
til en anden, der skulle lave dem, og Hanne blev sur over, at jeg
bare smed noget over til hende, som jeg mente, hun skulle lave.
Hun var jo vant til at styre selv. Vi har talt om, at vi kunne have
brugt coaching – det kunne stadig være sjovt at prøve det.
Vi har da også skullet overveje, om konflikterne var sliddet
værd, eller om vi kom for meget op at skændes, uden at det i
sidste ende gavnede virksomheden. Konflikterne handlede for
eksempel om, hvor struktureret og forskelligt vi arbejder. Jeg
holder af at strukturere og systematisere, mens Hanne arbejder
langt mere anarkistisk.
Der kan indimellem opstå nogle problemer, men når tingene
lykkes, er det noget af det sjoveste at se hinandens styrker, som
ligger et helt andet sted, end hvor man troede. Det gør forholdet
stærkere.
Hanne: Den første gang, Jukka virkelig tog fusen på mig og
viste sider af sig, jeg ikke anede, han rummede, var, da en
kunde ikke ville betale. Jukka trak sorte læderhandsker og en
sort frakke på og gik hen til ham og gav ham en skideballe og
sagde: »Jeg forlader ikke stedet, før du har skrevet en check.«
Dét troede jeg ikke, han havde i sig.
65 år og ude af a-kassen
Hele a-kassesystemet har også været noget af en udfordring og
budt på visse overraskelser. Jeg fik at vide, at jeg skulle være
medlem af en a-kasse for at sikre mig, hvis jeg skulle blive
uarbejdsdygtig af en eller anden uforudset grund. Jeg var ikke
klar over, at a-kassen ikke kunne støtte, hvis jeg blev syg, og jeg
var heller ikke klar over, at jeg skulle lukke forretningen helt,
hvis jeg ville hæve dagpenge. Vi kom næsten op at skændes, da
a-kassemedarbejderen forklarede mig, at jeg skulle lukke og
sælge det hele, pc etc., og så begynde helt forfra.
Men jeg meldte mig ind, og da jeg rundede de 65, fik jeg at
vide, at jeg ikke længere kunne være med. Det virker absurd, at
man taler om, at det grå guld skal blive på arbejdsmarkedet,
men når man så gør det, får man blot en spand koldt vand i
hovedet. Regeringen opfordrer folk i pensionsalderen til at blive
en smule længere, men det ser ud, som om hverken de eller de
forskellige arbejdsløshedskasser støtter op om dette i praksis.
Jeg føler mig jo ikke ældre i dag end i går, og jeg vil fortsætte
med at arbejde, så længe jeg stadig nyder at køre min egen
virksomhed.
Så jeg er uden sikkerhedsnet i dag. Hvad der sker, hvis jeg
ikke kan klare det, er op til mig selv. Det er mig, der er drivkraften.
Jeg kan heller ikke rigtig gøre noget ved det, hvis jeg
bliver syg, så der er ingen grund til at bekymre sig på forhånd
om, at det skulle ske. It may never happen, don’t worry now.
Jeg er uforbederlig optimist. Hvis jeg bliver syg, tager vi stilling
til det til den tid.
Interview 11
Det er stort set umuligt at starte selv fra arbejdsløshed
Niels Maagaard, 57 år, Ikke begyndt ved bogens begyndelse, men ved bogens slutning
Nu skal der handles
Jeg har måske brugt megen tid på de indledende øvelser: Jeg
ville gerne have tjek på det med at starte eget firma, og jeg
synes, der har været rimelig høj aktivitet omkring det i de seneste
mange måneder. Samtidig har jeg fået skrevet en masse
papirer, der understøtter starten. Men nu skal vi ikke skrive
mere – nu skal vi gøre noget!
Det, der har afholdt mig fra at tage springet indtil nu, er, at
vi har forsøgt at gøre virksomheden stærk ved at starte i et
team, men jeg har indset, at jeg må begynde alene og så få de
andre med. Jeg har et kundemøde her en af dagene, og hvis det
fører til noget, melder jeg mig som ikke-ledig og registrerer mit
eget selskab på SKATs hjemmeside.
Hvis jeg kunne gøre det om igen, ville jeg vælge at tage en
med, som allerede havde egen virksomhed eller indsigt i, hvordan
en sådan drives. Der er knapper, der skal trykkes på, som
jeg ikke var opmærksom på.
Jeg vil også opfordre til, at der bliver etableret et ’one stop
service’-sted, hvor mennesker i vores alder og med vores ståsted
kan få en kvalificeret rådgivning. Hvis det offentlige havde
brugt tid på at koordinere det, de siger, og det, de gør, havde jeg
kunnet bruge 80 procent af min tid på at være kreativ og ikke 80
procent på at tilfredsstille administrationen.
Jeg drømmer bestemt ikke om at gå på efterløn. Jeg drømmer
om at lave noget, der er sjovt. Det er gennem arbejdet, jeg udtrykker
mig. Jeg har besluttet af økonomiske årsager, at jeg vil
prøve året ud. Derefter bliver jeg nødt til at søge job i udlandet
igen. Og det er familien også indstillet på.
