Interview 1

Sådan starter du selv:

Foredrag ved Abelone Glahn

Derefter: Mød et par af bogens modige selvstændige


Tirsdag den 31. marts 2009

Børsens Forlag, København

15.00 -16.30


Pris : 250.- kr

Inklusiv et eksemplar af bogen

Du er velkommen til at deltage i den efterfølgende reception for bogen.


Foredrag 31. marts 09 »

Tilmeld her.


Bestil bogen og få tilsendt på udgivelsesdagen »

Pris 250.- plus porto


 

Abelone Glahn © 2009 • Privacy Policy • Terms of Use

Her er korte uddrag fra hver af de interview, som bogen indeholder:

Interview 1

Euforien veksler med skrækken

Carsten Ingemann, 56 år, begyndte 2008

– Min nærmeste ven rådede mig fra en opsigelse: »Hvad vil du

så lave, når du bliver rigtig gammel? Lige nu har du en god

position – den mister du jo. Hvad er det egentlig, du vil opnå

med at sige op?«

Det er jo dét, jeg skal til at finde ud af. Foreløbig har jeg mest

tænkt på, hvad jeg ikke vil. Jeg ønsker jo at bruge den journalistik,

jeg har arbejdet med i så mange år, og den kommer ikke

til fuld udfoldelse, der hvor jeg er. Ikke fordi den ikke kan, men

fordi det bare ikke sker. Jeg har fået 15 måneder forærende til at

tænke over, hvilken kurs jeg skal følge nu.

Jeg er i gang med at oprette hjemmeside og indrykker snart

en annonce i journalisternes fagblad, hvor jeg vil bekendtgøre

min beslutning på en ikke helt almindelig måde for at skabe lidt

opmærksomhed, og så skal jeg til at genfinde mine gamle kontakter.

Jeg er ikke bange for, at mit netværk er dødt, eller at jeg er

glemt derude. Tværtimod. Jeg har tæt kontakt med fotografer

fra hele verden og især til mange af de unge herhjemme i kraft

af mine undervisningsopgaver.

Lige nu er jeg som båret af en eufori over mit valg. Det er 23

år siden, jeg var freelancer sidst, og jeg ved, at overlevelsen kun

er et spørgsmål om ’dadler’. Jeg føler det nok lidt på samme

måde som kvinder, der finder ud af, at de skal have børn i en

sen alder. Jeg har set for mange af mine kolleger gå i stå ved

pc’en. Jeg kan også fornemme, at jeg selv rent fagligt trænger til

at blive slået lidt i røven. Og det glæder jeg mig til.

Interview 2

Det skulle ikke påvirke levefoden, at jeg gik selvstændig

Niels Holger Poulsen, 54 år, begyndt 2007

I min partnerkontrakt stod, at jeg skulle trække mig tilbage som

60-årig. Jeg kan ikke huske nogen partner, der blev ved så

længe, de er typisk stoppet som 57-58-årige. De fleste er ikke

gået over i andre job, men er blot holdt op. Men jeg havde ikke

lyst til at komme i den situation. Det er jo ingen alder at være 58.

Mange af dem var glade for at stoppe, men jeg lagde mærke

til, at når man talte med dem, sagde de tit: »Bare jeg havde gjort

det ti år tidligere.« Det havde slidt på dem at fortsætte i konsulentræset,

og de kunne sagtens undvære det og havde det

faktisk ret sjovt nu, hvor de så var erhvervsaktive på andre

måder. De har for mig været eksempler, som illustrerede, at jeg

ikke skulle være nødt til at blive hængende.

Det kan være lidt ureflekteret at gå på arbejde hver dag. Det

var de samme ting, jeg gjorde, men jeg gjorde bare mere af dem.

Det hedder rutine. Det kedede mig, og virksomheden kunne

heller ikke være tjent med, at jeg havde den fornemmelse.

Jeg husker, at jeg i en ferie tænkte, at jeg måske godt kunne

bidrage til at udvikle mit gamle firma videre, men at firmaet

ikke nødvendigvis ville udvikle mig. Det skulle jeg måske selv

tage hånd om.

Interview 3

Det går over al forventning

Annette Munch, 57 år, begyndt 2007

Vil de betale for unik kompetence?

Jeg er specialist på noget, som ikke ret mange andre kan. Jeg

kombinerer supervision med faglig udvikling – nu om dage

ville det hedde coaching – og så kan jeg hele den kommunale

sagsbehandling og har stort indblik i organisatoriske og ledelsesmæssige

forhold.

I det sociale og pædagogiske felt arbejder de fleste selvstændige

udelukkende med supervision, alene som den professionelles

relation til klienten, hvor jeg stort set ikke arbejder med

dette mere, men snarere med at styrke det fagprofessionelle

med viden og metoder og systematikker i en ledelsesmæssig,

socialpolitisk og organisatorisk kontekst.

Samtidig er min faglige styrke og interesse også at kunne

dokumentere indsatser. Det er et meget nyt felt, som ikke mange

dækker. Kan man dokumentere især den økonomiske effekt af

en indsats, så kan man dokumentere, hvilke investeringer der er

behov for. Med andre ord kan jeg hjælpe dem med at bruge

pengene fornuftigt.

Jeg vidste, at strukturreformen ville medføre, at de store

kommuner selv ville lave deres egne udviklingsafdelinger, men

de kommuner, der skulle slås sammen, ville have brug for sådan

en som mig, især i overgangsperioden, men også fremover,

fordi de ikke skal have en afdeling selv.

Men jeg vidste ikke rigtig, at jeg havde et forretningsområde.

Jeg havde bare tænkt, at den kompetence havde jeg, og den var

der nogen, der kunne bruge. Noget andet var, om de indlysende

kunder også kunne tænke sig at betale for det.

Interview 4

Kræftsygdom forsinkede starten

Jette Glargaard, 56 år, begyndt 2007

Blev syg

Da banken spurgte, om jeg kunne tænke mig at starte BOLIGmægleren

i Kgs. Lyngby, og jeg begyndte at tænke over, hvordan

det kunne forme sig, syntes jeg samtidig, jeg fik en slags

astma. Jeg tog ned til lægen, men han kunne ikke høre noget på

mine lunger. Jeg blev sendt på lungeklinikken, der på et røntgenbillede

konstaterede, at der var noget rigtig galt. Det var i

november for et år siden, og jeg kom derefter gennem det, der

kaldes et udredningsforløb.

Jeg vidste ikke, hvad diagnosen ville være, så jeg turde ikke

sige ja til at skrive under på diverse papirer. Udredningsforløbet

var langt. Først tre måneder efter fik jeg at vide, at de havde

fundet en kræftsvulst inde ved hjerte og lunger. Det er en sjælden

kræftform, men den var ikke aggressiv, og de mente, at de

kunne operere den ud. Det var en stor lettelse at få en diagnose,

og jeg blev opereret 14 dage efter.

Men jeg følte, at tæppet blev revet væk under mig. Sygdommen

kom det år, hvor min yngste datter skulle til studentereksamen,

og min far døde, ugen inden jeg fik den endelige diagnose.

Jeg overvejede at kaste håndklædet i ringen, for hvis jeg

skulle igennem strålebehandling og kemo, var jeg nødt til at

vente med at starte. Da jeg fik at vide, at jeg ikke skulle have

efterbehandling, tænkte jeg: »Jeg gør det sgu bare.« Man bliver

ikke mere syg af at arbejde eller beskæftige sig med noget, man

kan lide. Man har jo ikke noget at miste. Jeg synes, det er imponerende,

at min partner og min bank turde satse og vente på

mig. I dag går jeg til kontrol hver tredje måned.

Interview 5

Fyringen gav en vis frihed

Dorrit West, 54 år, begyndt 2004/2007

Noget overraskende går det måske netop på grund af finanskrisen

bedre for Dorrit West, der oplever, at flere virksomheder,

også de små, kontakter hende med henblik på mediation. Hendes

eget bud på en forklaring er, at man måske har haft en smid-

væk-kultur, fyret en medarbejder eller en kompagnon, hvis der

var knas i samarbejdet, mens man nu hellere vil prøve at udvikle

samarbejdet og få det til at fungere frem for at skilles.

Også inden for den offentlige sektor er der mere fokus på

personlige coaches til ledere og for konfliktmægling, og Dorrit

West fornemmer, at hun kan ligge i en positiv slipstrøm af finanskrisen,

hvis hun forstår at gribe disse muligheder.

Også hun oplever, at det er en fordel at være mere grå i

toppen end ’dem på 35 med smarte løsninger’. Så sent som

dagen inden vores sidste samtale oplevede hun på en messe, at

hendes alder var et plus, fordi hun leverer ydelser omkring

lederudvikling, der er følsomt og personligt; folk kom til hende

og sagde, at det var rart at møde nogen, der havde erfaring og

’havde været der selv’.

På spørgsmålet om, hvorvidt bekymringerne for, at hendes

’bad standing’ skulle udgøre en risiko for ikke at få kunder, er

blevet gjort til skamme, svarer Dorrit West:

– Jeg har godt gang i opgaverne og har tilfredse kunder. Jeg

er taknemmelig for, at jeg har været i stand til at bruge mine

dyrt købte erfaringer med konflikter og ledelsesansvar konstruktivt

og har haft modet til at starte for mig selv. Jeg er stolt

af, at jeg har haft en positiv indflydelse på de ledere og arbejds-

pladser, jeg som selvstændig har haft kontakt med. De fortæller,

de har fået mere selvtillid og handlekraft. Det gør mig glad.

Forholdet til den økonomiske usikkerhed tager hun mere

roligt nu:

– Jeg har tænkt over at sammenligne det at være selvstændig

med at være studerende – der er meget lidt obligatorisk, man

skal følge, og derefter er det op til dig selv at prioritere, hvad du

vil bruge tiden til. At være studerende husker jeg som en dejlig

tid, hvor man var uafhængig og blev udfordret, og den økonomiske

usikkerhed var et livsvilkår, man indordnede sig under.

Interview 6

Man får ikke tid en dag – man skal selv tage tiden

Susan Odborg, 55 år, begyndt 2007

Jeg giver det tre år

Jeg har ikke på noget tidspunkt forestillet mig, at jeg skal blive

rig på dette. Jeg har sagt til mig selv, at der skal noget ind, der

minder om 10.000 om måneden for at få mig til at fortsætte.

Ellers er der for meget arbejde til for få penge. Det betyder ikke,

at jeg holder op med at lave keramik, kun at jeg ikke vil betragte

det som en levevej.

I dag betragter jeg keramikken som mit fuldtidsjob. Jeg har

givet mig tre år til at finde ud af, om det kan hænge sammen –

og det kan det ikke på nuværende tidspunkt. Hvis jeg efter de

tre år synes, det kan bære, forsætter jeg, og hvis ikke, finder jeg

et arbejde og kører keramikken ned på hobbyplanet igen.

Men hvad er egentlig hobbyplan? Allerede mens jeg arbejdede

på biblioteket, producerede jeg keramik. Jeg havde 30 timer

på biblioteket, og jeg brugte 20 timer herhjemme. Det føles

forkert at bruge ordet hobbyplan. Det er ligesom med en maler

eller musiker – selv om man ikke laver koncerter, kan man ikke

lade være med at spille. Håndværket er en del af en selv.

Jeg vil altid arbejde med keramik, det kan jeg ikke lade være

med.

Interview 7

At være midlertidigt tilknyttet en virksomhed giver stor

bevægelsesfrihed

Birte Sundbye, begyndt 2006

Interim manager frem for konsulent

At være fri agent eller interim manager passer mig bedre end

egentligt konsulentarbejde. For det er en mellemting mellem

konsulent og fastansættelse. Når du kommer ud på et interim

manager-job, har virksomheden et udtalt, erkendt behov. Arbejder

du som konsulent, skal du derimod først overbevise virksomheden

om, at den har et behov for din ydelse. Og bagefter

er du yderligere helt og fuldstændig dig selv på arbejdspladsen.

Du får ikke de samme ressourcer til rådighed, som du gør, når

du kommer ind som interim manager.

Nogle konsulenter har aldrig selv været ansat, og den form

for konsulent kan jeg aldrig blive. Hvis jeg nogen sinde skulle

arbejde som klassisk konsulent, ville det kun kunne fungere for

mig, hvis jeg kom ind i en konsulentgruppe, der sælges ind på

samme måde som interim managere.

Selv om jobbet som interim manager kan indebære noget,

der ikke er optimalt, så bevirker dét, at jobbet kun skal udfyldes

i en periode; du kan selv beslutte, hvor lang den periode skal

være, og du accepterer at leve med ting, som du ellers ikke ville

kunne leve med dag ud og dag ind.

Det giver simpelthen nogle frihedsgrader til at kunne sige:

»Det lyder spændende,« og så leve med ulemperne. Jeg holdt

det ene sted om fredagen og begyndte om mandagen det næste

sted. Virksomheden havde spurgt, om jeg ville blive, men da

havde jeg allerede påtaget mig en anden opgave og ville gerne

videre. Nogle kan ikke forstå dette og spørger mig, hvordan jeg

dog kan gå fra den ene opgave direkte til den næste, men det

bekommer mig godt.

Der er generelt andre forventninger til en interim manager –

og man er i øvrigt så dejligt fri for den enkelte virksomheds

kontorintriger, når man kun er der i en periode.

Interview 8

Pensionen gjorde, at jeg kunne starte helt roligt c 118

Michael Goldschmidt, 68 år, begyndt 2002/2005

Pensionsudregningen hjalp

Jeg har aldrig været medlem af en a-kasse; jeg traf tidligt en

beslutning om, at jeg ikke ville være arbejdsløs, højst måske

kortvarigt indtægtsfri. Så jeg har slet ikke gjort mig efterlønsovervejelser.

Til gengæld har jeg regnet på mine pensioner,

da jeg begyndte overvejelserne om at starte for mig selv, og de

viste sig at kunne danne et udmærket fundament.

Da jeg som ung blev statsansat, blev jeg tvunget ind i en

pensionsordning. Det var jeg ikke særlig vild med dengang,

men jeg holdt dog fast i pensionsordningen, som jeg blev ved

med at indbetale til. Et eller andet må have sagt mig, at det var

noget, jeg skulle holde fast i.

Da jeg så nærmede mig de 60, begyndte jeg at regne på,

hvornår jeg kunne tillade mig at gå på pension. Jeg gik ned i

min bank og bad om hjælp til udregningen. Dagen viste sig at

være meget nærmere, end jeg havde forestillet mig. Det viste

sig, at jeg var økonomisk uafhængig, når jeg blev 62. Som pensionist

skal man ikke betale arbejdsmarkedsbidrag og pensionsbidrag.

Det er blandt andet årsagen til, at det økonomiske behov

er lavere.

Denne dag, der tidligere lå et ukendt sted ude i fremtiden,

blev pludselig synlig. Det blev en nærværende dato, som jeg

kunne begynde at operere med. Jeg var velsignet med en god

pensionsordning, som både tilgodeså børn og hustru, og hvis

jeg lagde den sammen med ATP og folkepension, så det rigtig

godt ud. Jeg blev også overrasket over, hvor god banken var til

at rådgive.

Jeg har foreløbig ingen anden ambition med firmaet, end at

det gerne må løbe rundt. Omsætningen er endnu for lille til, at

jeg har kunnet hente en egentlig løn ud af lampefirmaet, men

firmaet bidrager med dækning af diverse omkostninger. Selvfølgelig

er jeg også privilegeret af, at min kone har en god løn.

Men mit udgangspunkt har hele tiden været, at det ikke måtte

gå ud over børnene og hende, at jeg ville gå på pension. Vi

skulle ikke gå ned i levestandard, fordi jeg ikke havde lyst til

fast arbejde.

Interview 9

Man ser pludselig nogle nye sider af den anden

Hanne Aandahl og Jukka Boisen, begyndt 54 og 59 år, 2004

Mand og kone-firma

Jukka: Det har været vigtigt for succesen, at vi bor og arbejder

samme sted og er mand og kone.

Det var lidt besværligt lige i starten, og det kan stadigvæk

drille lidt, især med at få fordelt rollerne og finde ud af, hvor

hver vores kompetencer er stærkest, uden at det går ud over

forholdet. Vi skulle gerne slippe for såret stolthed og ægteskabeligt

fnidder. Det kan være svært at erkende, at den ene er

bedre til en ting end den anden, uden at der går skår af hinanden.

Vi har arbejdet på at få kørt hinanden i stilling, der hvor vi

var stærkest hver for sig. Jeg tror, vi kunne være kommet lettere

igennem den fase, hvis vi havde fået professionel hjælp til at

definere hver vores kompetencer. Der har vi haft nogle opslidende

konflikter. Jeg har været vant til at sidde i en ledende

rolle og uddelegere, sætte økonomi på og sende opgaver videre

til en anden, der skulle lave dem, og Hanne blev sur over, at jeg

bare smed noget over til hende, som jeg mente, hun skulle lave.

Hun var jo vant til at styre selv. Vi har talt om, at vi kunne have

brugt coaching – det kunne stadig være sjovt at prøve det.

Vi har da også skullet overveje, om konflikterne var sliddet

værd, eller om vi kom for meget op at skændes, uden at det i

sidste ende gavnede virksomheden. Konflikterne handlede for

eksempel om, hvor struktureret og forskelligt vi arbejder. Jeg

holder af at strukturere og systematisere, mens Hanne arbejder

langt mere anarkistisk.

Der kan indimellem opstå nogle problemer, men når tingene

lykkes, er det noget af det sjoveste at se hinandens styrker, som

ligger et helt andet sted, end hvor man troede. Det gør forholdet

stærkere.

Hanne: Den første gang, Jukka virkelig tog fusen på mig og

viste sider af sig, jeg ikke anede, han rummede, var, da en

kunde ikke ville betale. Jukka trak sorte læderhandsker og en

sort frakke på og gik hen til ham og gav ham en skideballe og

sagde: »Jeg forlader ikke stedet, før du har skrevet en check.«

Dét troede jeg ikke, han havde i sig.

Interview 10

Da jeg ville trappe ned, kom der endnu flere opgaver

Helen Martin, 66 år, begyndt 2001

65 år og ude af a-kassen

Hele a-kassesystemet har også været noget af en udfordring og

budt på visse overraskelser. Jeg fik at vide, at jeg skulle være

medlem af en a-kasse for at sikre mig, hvis jeg skulle blive

uarbejdsdygtig af en eller anden uforudset grund. Jeg var ikke

klar over, at a-kassen ikke kunne støtte, hvis jeg blev syg, og jeg

var heller ikke klar over, at jeg skulle lukke forretningen helt,

hvis jeg ville hæve dagpenge. Vi kom næsten op at skændes, da

a-kassemedarbejderen forklarede mig, at jeg skulle lukke og

sælge det hele, pc etc., og så begynde helt forfra.

Men jeg meldte mig ind, og da jeg rundede de 65, fik jeg at

vide, at jeg ikke længere kunne være med. Det virker absurd, at

man taler om, at det grå guld skal blive på arbejdsmarkedet,

men når man så gør det, får man blot en spand koldt vand i

hovedet. Regeringen opfordrer folk i pensionsalderen til at blive

en smule længere, men det ser ud, som om hverken de eller de

forskellige arbejdsløshedskasser støtter op om dette i praksis.

Jeg føler mig jo ikke ældre i dag end i går, og jeg vil fortsætte

med at arbejde, så længe jeg stadig nyder at køre min egen

virksomhed.

Så jeg er uden sikkerhedsnet i dag. Hvad der sker, hvis jeg

ikke kan klare det, er op til mig selv. Det er mig, der er drivkraften.

Jeg kan heller ikke rigtig gøre noget ved det, hvis jeg

bliver syg, så der er ingen grund til at bekymre sig på forhånd

om, at det skulle ske. It may never happen, don’t worry now.

Jeg er uforbederlig optimist. Hvis jeg bliver syg, tager vi stilling

til det til den tid.

Interview 11

Det er stort set umuligt at starte selv fra arbejdsløshed

Niels Maagaard, 57 år, Ikke begyndt ved bogens begyndelse, men ved bogens slutning

Nu skal der handles

Jeg har måske brugt megen tid på de indledende øvelser: Jeg

ville gerne have tjek på det med at starte eget firma, og jeg

synes, der har været rimelig høj aktivitet omkring det i de seneste

mange måneder. Samtidig har jeg fået skrevet en masse

papirer, der understøtter starten. Men nu skal vi ikke skrive

mere – nu skal vi gøre noget!

Det, der har afholdt mig fra at tage springet indtil nu, er, at

vi har forsøgt at gøre virksomheden stærk ved at starte i et

team, men jeg har indset, at jeg må begynde alene og så få de

andre med. Jeg har et kundemøde her en af dagene, og hvis det

fører til noget, melder jeg mig som ikke-ledig og registrerer mit

eget selskab på SKATs hjemmeside.

Hvis jeg kunne gøre det om igen, ville jeg vælge at tage en

med, som allerede havde egen virksomhed eller indsigt i, hvordan

en sådan drives. Der er knapper, der skal trykkes på, som

jeg ikke var opmærksom på.

Jeg vil også opfordre til, at der bliver etableret et ’one stop

service’-sted, hvor mennesker i vores alder og med vores ståsted

kan få en kvalificeret rådgivning. Hvis det offentlige havde

brugt tid på at koordinere det, de siger, og det, de gør, havde jeg

kunnet bruge 80 procent af min tid på at være kreativ og ikke 80

procent på at tilfredsstille administrationen.

Jeg drømmer bestemt ikke om at gå på efterløn. Jeg drømmer

om at lave noget, der er sjovt. Det er gennem arbejdet, jeg udtrykker

mig. Jeg har besluttet af økonomiske årsager, at jeg vil

prøve året ud. Derefter bliver jeg nødt til at søge job i udlandet

igen. Og det er familien også indstillet på.